Dansk Erhvervsoptik

Medarbejdere i dialog foran stor computerskærm på kontor, illustrerer behov for skærmbriller og ergonomiske brilleløsninger til virksomheder

Virker briller med blåtlysfilter? Alt du skal vide om briller med blåtlysfilter

Kort svar: Briller med blåtlysfilter (blue light briller) hjælper sandsynligvis ikke mod øjentræthed ved skærmarbejde. Det viser et Cochrane-review fra 2023 af 17 forsøg. Lyset fra skærme skader heller ikke øjnene. Får du gener ved skærmen, skyldes det oftere et syn, der ikke er korrigeret, og det løses med de rigtige briller eller skærmbriller.

Opdateret november 2026

Briller med blåtlysfilter er blevet anbefalet af optikere siden starten af 2000’erne, og interessen for dem er steget, i takt med at vi bruger mere tid foran skærme.

I dag kan du få blåtlysfiltre til briller, skærmbriller og kørebriller. Men hvornår er briller med blåtlysfilter faktisk en god idé? Lektor ved Optikerhøjskolen Dania i Randers, Amond Westi Adsersen, skiller fup fra fakta og giver her en praktisk guide.

Amond Westi Adsersen er uddannet optometrist og master i klinisk optometri fra Pennsylvania College of Optometry i USA. Han har arbejdet med optometri i 28 år og undervist i faget i 17 år. Siden briller med blåtlysfilter kom på markedet, har han beskæftiget sig med området og fulgt med i den videnskabelige forskning.

Virker blue light briller? Det siger forskningen

Det største samlede studie af blue light briller er et Cochrane-review fra 2023. Forskerne gennemgik 17 lodtrækningsforsøg med i alt 619 deltagere og fandt, at briller med blåtlysfilter sandsynligvis ikke gør nogen forskel for øjentræthed ved computerarbejde sammenlignet med almindelige glas. Effekten på søvn var usikker.

En af forklaringerne er, at klare glas med blåtlysfilter typisk kun filtrerer omkring 10–25 % af det blå lys. Glas, der filtrerer meget mere, er tydeligt orange og ændrer, hvordan du ser farver.

Kilde: Singh m.fl., Cochrane Database of Systematic Reviews, 2023

Blåt lys og uv-lys

Solens stråler består af lys i forskellige farver og bølgelængder, og en del af lyset er synligt for det menneskelige øje, f.eks. når man kigger på en regnbue.Lysets bølgelængder fra uv-lys over blåt lys til synligt lys

”Det ultraviolette lys består af meget korte bølger og indeholder meget energi. Det kan give skader på både hud og øjne ved megen eksponering, derfor bruger de fleste solcreme og solbriller om sommeren,” siger Amond Westi Adsersen og fortsætter:

”Blåt lys, som udsendes fra solen, fra skærme og LED-pærer, er kortbølget ligesom ultraviolet lys. Men det indeholder ikke lige så meget energi som ultraviolet lys, og det er ikke skadeligt for hverken hud eller øjne i tilnærmelsesvis samme grad.”

Lys fra skærme skader ikke øjnene

Med indtoget af computeren, mobiltelefonen og tabletten er det ofte blevet diskuteret, om al den tid, vi bruger foran en skærm, kan skade øjnene.

”Der er blevet lavet rigtig meget forskning i blåt lys efterhånden, og der er ikke evidens for, at synligt blåt lys fra digitale medier skader vores øjne. Den mængde lys, skærmene udsender, er forsvindende lille i forhold til den mængde, vi bliver udsat for, når vi er udendørs,” siger Amond Westi Adsersen og tilføjer:

”Selvom selve lyset fra skærmen ikke er skadeligt, kan et stort skærmforbrug godt påvirke øjnene, f.eks. hvis man arbejder foran en computerskærm hver dag og ikke har opdaget, at man faktisk har brug for korrigerende briller eller skærmbriller.”

Blåt lys påvirker din søvn

Det blå lys fra solen hjælper os med at vågne om morgenen og hjælper os til at holde os friske i dagtimerne. Det sker, fordi hjernen producerer mindre af søvnhormonet melatonin, når øjnene udsættes for blåt lys. I mørke stiger produktionen af melatonin.

”Problemet med det blå lys er, at det kan snyde kroppen til at tro, at det er dag, og dermed sænke produktionen af melatonin, selvom det faktisk er nat. Det er også derfor, at det kan være en god idé at undgå lyset fra digitale medier op til to timer, før man skal sove. Orange/gule briller med blåtlysfilter kan også hjælpe i en vis grad med dette,” siger Amond Westi Adsersen.

Blåtlysfilter i briller

Der findes forskellige typer blåtlysfiltre, de har ofte en blålig eller orange farve, dog sælges der også briller med blåtlysfiltre, der er næsten farveløse.

Lektor Amond Westi Adsersen underviser ved Optikerhøjskolen Dania i Randers.
Lektor Amond Westi Adsersen underviser ved Optikerhøjskolen Dania i Randers.

”Hvis man vil bruge briller med blåtlysfilter til at forbedre søvnkvaliteten, skal blåtlysfiltret være orange/gult – jo mere orange/gult det er, jo mere blåt lys filtrerer det,” siger Amond Westi Adsersen og uddyber:

”Der er lavet forsøg, der viser, at orange/gule briller med blåtlysfilter kan hjælpe mennesker med at falde hurtigere i søvn og forlænge søvnen med omkring 20 minutter. Der er også noget, der tyder på, at mennesker med f.eks. ADHD og bipolar affektiv sindslidelse kan have glæde af de orange/røde blålysbriller.”

Hvornår er brilleglas med blåtlysfilter en god idé?

”Briller med en blålig overfladebehandling filtrerer ikke meget blåt lys sammenlignet med de orange/gule filtre, og de vil ikke hjælpe dig til at sove bedre. De kan dog beskytte mod uv-stråling, når man er ude i solen, på samme måde som solbriller,” siger Amond Westi Adsersen og tilføjer:

”For de fleste vil briller med blåtlysfilter ikke være nødvendige. Hvis man oplever gener ved skærmarbejde, er det altid en god idé at få synet tjekket hos en optiker. De kan lave synstjek og afgøre, om du har brug for briller eller skærmbriller. De kan også lave en sundhedsundersøgelse af dine øjne og sende dig videre til en øjenlæge, hvis det er nødvendigt.”

Der findes mange forskellige tilkøbsmuligheder ud over blåtlysfiltre, når du køber briller, og det kan være svært at gennemskue, hvilke tilkøb der giver mening for netop dine øjne og din hverdag. Amond Westi Adsersen opfordrer derfor til, at du søger vejledning hos en optiker, som du har tillid til.

Hvad hjælper så mod øjentræthed ved skærmen?

Gener ved skærmarbejde skyldes oftest, at øjnene arbejder hårdt på tæt hold i lang tid, eller at synet ikke er korrigeret til skærmafstanden. Det hjælper typisk at:

  • få synet tjekket hos en optiker og få skærmbriller, hvis der er behov (find en optiker)
  • holde små pauser, fx med 20-8-2-metoden
  • sørge for god belysning og placere skærmen rigtigt

Læs mere om øjentræthed og hovedpine ved skærmbrug.

Skærmbriller på arbejdspladsen – en god idé?

Hvis en medarbejder behøver skærmbriller for at udføre sit arbejde, er arbejdsgiverne forpligtede til at stille briller til rådighed. Det gør virksomheder nemt med en gratis firmaaftale med Dansk ErhvervsOptik.

Firmaaftalen sikrer ensartede retningslinjer for medarbejderens valg af skærmbriller, og Dansk ErhvervsOptik giver adgang til et landsdækkende netværk af optikere, et bredt udvalg af stel og glas samt fornuftige priser.

”Vi gør det nemt for virksomheden at købe skærmbriller til medarbejderne. Det er smidigt for arbejdsgivere, som ikke skal bruge mere tid, når de først har indgået en aftale med os. Vi er Danmarks største sammenslutning af optikerbutikker, men der er fx kun én enkelt faktureringsvej,” fortæller optometrist Nana Lannik, der er leder af Dansk ErhvervsOptik.

Fakta om blåt lys og blåtlysfiltre

  • Blåt lys fra skærme er ikke det samme som uv-lys.
  • Blåt lys fra skærme skader ikke øjnene.
  • Blåt lys om aftenen kan give dårligere søvn.
  • Orange/gule briller med blåtlysfilter kan forbedre søvnen til en vis grad.
  • Briller med blåtlysfilter kan have god indvirkning på mennesker med nogle psykiske diagnoser.
  • De fleste mennesker har ikke gavn af briller med blåtlysfilter. Undgå i stedet at bruge digitale medier i to timer før sengetid, eller brug evt. en app, som gør skærmen mere orange/gul.
  • Få tjekket synet hos en optiker, hvis du oplever gener ved at arbejde og kigge på skærme. Det er højst sandsynligt ikke blåt lys, som generer dig, men derimod et dårligt syn, som nemt kan afhjælpes med fx skærmbriller.

Ofte stillede spørgsmål om briller med blåtlysfilter

Virker blue light briller mod øjentræthed?

Sandsynligvis ikke. Et Cochrane-review fra 2023 af 17 forsøg fandt ingen forskel på øjentræthed ved computerarbejde mellem glas med og uden blåtlysfilter.

Kan briller med blåtlysfilter hjælpe på søvnen?

Kun hvis glassene er orange eller gule, og effekten er begrænset. Klare glas med blåtlysfilter filtrerer for lidt blåt lys til at påvirke søvnen.

Er det farligt at bruge briller med blåtlysfilter?

Nej. Bivirkninger er sjældne og milde, fx ubehag ved at have brillerne på. Men for de fleste giver filtret heller ingen dokumenteret gevinst.

Skal arbejdsgiveren betale for blåtlysfilter?

Arbejdsgiveren skal betale de skærmbriller, der er nødvendige for arbejdet. Et blåtlysfilter er et tilkøb, som ikke er dokumenteret at hjælpe mod gener ved skærmarbejde.

Kontakt os i dag for mere info, og se hvordan vi kan hjælpe dig godt på vej med en firmaaftale til jeres behov.

Læs også