Dansk Erhvervsoptik

Dansk Erhvervsoptik Antirefleks

Antirefleks på skærmbriller – lille detalje, stor forskel

Kort svar: Antirefleks er en tynd overfladebehandling på brilleglas, der fjerner det meste af genskinnet. Du ser skarpere med bedre kontrast, får færre forstyrrende reflekser fra skærm og lamper, og andre kan se dine øjne i stedet for et spejlbillede. Til skærmbriller kan det altid betale sig, og derfor har alle skærmbriller fra Dansk ErhvervsOptik antirefleks.

Opdateret november 2026

Antirefleksbehandling på dine skærmbriller er ikke en luksus – det er en nødvendighed. Derfor tilbyder Dansk ErhvervsOptik altid skærmbriller med antirefleksbehandling. Det er godt for dine øjne og din arbejdsdag.

Hvad er antirefleks på briller?

Ligesom lys reflekteres i vinduer, reflekteres det også i dine brilleglas. Et brilleglas uden behandling kaster typisk omkring 8 % af lyset tilbage (ca. 4 % fra hver side af glasset), og tynde glas med høj brydning reflekterer endnu mere. En antirefleksbehandling bringer det ned på omkring 1 %. Behandlingen mindsker både genskinnet på ydersiden og reflekserne ind mod øjnene.

”Med antirefleksbehandling sørger man for, at så meget lys som muligt slipper igennem brilleglasset og når frem til øjet uden at blive reflekteret. Det betyder, at man ser bedre og får en bedre kontrast, når brilleglasset er antirefleksbehandlet,” siger Lotte Rudbæk, sales support hos Essilor.

Skærmbriller med antirefleksbehandling

Hvis du bruger skærmbriller, er antirefleksbehandling endnu vigtigere, forklarer Pernille Hestkjær, kundeservicechef hos Rodenstock:

”Alt elektronisk lys reflekteres mere end naturligt lys i brilleglasset. Når man arbejder foran en skærm, er der elektronisk lys fra skærmen og måske også fra andre lyskilder. Det kan give mange forstyrrende reflekser i glassene. Antirefleksbehandling er derfor vigtigt, og vi anbefaler det altid.”

Nana Lannik, daglig leder hos Dansk ErhvervsOptik, er enig med Pernille Hestkjær:

”Forstyrrende reflekser giver et uroligt synsfelt. Det kan gøre, at man bliver mere træt i hovedet og får trætte øjne. Derfor har alle skærmbriller købt gennem Dansk ErhvervsOptik antirefleksbehandling.”

Nana Lannik, daglig leder hos Dansk ErhvervsOptik
Nana Lannik, Dansk ErhvervsOptik
Thomas Andersson Wikman fra Zeiss om antirefleks for Dansk Erhvervsoptik
Thomas Andersson Wikman, Zeiss

Fordele for både dig og andre

Antirefleksbehandling gavner ikke kun dig selv. Ifølge Thomas Andersson Wikman fra Zeiss fungerer brilleglas uden antirefleks nemlig som et spejl, når du taler med andre. De vil se deres eget spejlbillede i dine glas i stedet for at se dine øjne. Det undgår du med antirefleksbehandling.

Alvin Perez, glasspecialist hos HOYA, påpeger desuden, at skærme reflekteres i brilleglas uden antirefleksbehandling:

”Jeg sidder selv i mange Teams-møder. Hvis deltagerne i disse møder bar briller uden antirefleks, ville jeg kunne se deres computerskærm reflekteret i deres briller. Det ville være meget distraherende.”

Kan det betale sig at betale ekstra for antirefleks?

Til skærmbriller: ja. Antirefleks giver færre reflekser fra skærm og lys og dermed et roligere synsfelt i løbet af arbejdsdagen. Hos de store glasproducenter er antirefleks som udgangspunkt en del af glasset, og med en firmaaftale hos Dansk ErhvervsOptik er det altid med i prisen på skærmbriller.

Gennem Dansk ErhvervsOptiks leverandørnet kan man bl.a. få glas fra Essilor, Rodenstock, HOYA, Zeiss og Optileks, som selvfølgelig også tilbyder refleksbehandling på brilleglas.

Moderne overfladebehandlinger

Antirefleksbehandling har eksisteret i mere end 50 år. De første bestod af et simpelt minerallag, som blev dampet på glasset i et trykkammer.

”Moderne antirefleksbehandlinger består af mange lag udover det mineralske lag. Hvert enkelt lag har et formål udover at dæmpe genskinnet på glassets overflade. Så i dag taler vi langt mere om overfladebehandlinger end om antirefleksbehandlinger, da coatningen har mange flere egenskaber end refleksdæmpning,” siger Lotte Rudbæk fra Essilor.

Mange funktioner i én behandling

Glasproducenterne tilbyder i dag en række forskellige overfladebehandlinger. Her er antirefleksbehandling altid en del af pakken til skærmbriller.

Anders Hvid Buchholtz, Nordic Sales Manager hos Optileks, oplyser, at de har fire forskellige typer overfladebehandlinger til skærmbriller. Ligesom Essilor, Zeiss, Rodenstock og HOYA tilbyder Optileks som udgangspunkt altid antirefleksbehandling, ridsebeskyttelse og et vand- og smudsafvisende lag.

Derudover kan du også få et antistatisk lag, UV-beskyttelse, en antirefleksbehandling tilpasset bilkørsel og et blålysfilter.

”Hvilken overfladebehandling vi anbefaler, afhænger af, hvilken type briller man har brug for, og hvor meget brilleglassene må koste. Til skærmbriller anbefaler vi antirefleksbehandling og vi laver sjældent skærmbriller uden,” siger Alvin Perez fra HOYA.

Hos Rodenstock har alle brilleglas som udgangspunkt også antirefleksbehandling, og mærkevareglas laves ikke uden.

”Mange får skærmbriller gennem deres arbejde, og her er det den aktuelle rammeaftale, der afgør, hvilke glas medarbejderne kan få. Antirefleksbehandling er altid med i prisen. Som privatkunde har man ofte et lidt større udvalg,” siger Pernille Hestkjær og tilføjer:

”Vi møder en sjælden gang imellem kunder, der ikke ønsker antirefleksbehandling, men det er yderst sjældent.”

Anders Hvid Buchholtz fra Optileks om antirefleks for Dansk Erhvervsoptik
Anders Hvid Buchholtz, Optileks
Alvin Perez fra HOYA om antirefleks for Dansk Erhvervsoptik
Alvin Perez, HOYA

Supermarkedsbriller og kulturforskelle

Ifølge Alvin Perez fra HOYA er antirefleksbehandling desværre ikke lige så udbredt i alle lande.

”I USA er der ikke tradition for at få antirefleksbehandling på brilleglasset, hvilket man f.eks. kan se i amerikanske film og serier,” siger han og tilføjer:

”Hvis du vil se, hvordan briller uden antirefleks ser ud, skal du en tur i supermarkedet. De billige briller laves ofte uden antirefleksbehandling.”

Ofte stillede spørgsmål om antirefleks

Hvad gør antirefleks på briller?

Antirefleks mindsker det lys, der reflekteres fra brilleglassene, fra ca. 8 % til ca. 1 %. Du ser skarpere med bedre kontrast og får færre forstyrrende reflekser.

Kan det betale sig med antirefleks?

Ja, især til skærmbriller, hvor lys fra skærm og lamper ellers giver mange reflekser. De fleste mærkevareglas har det som standard.

Er antirefleks det samme som blåtlysfilter?

Nej. Antirefleks fjerner genskin i glassene. Et blåtlysfilter filtrerer en del af det blå lys og er et separat tilkøb.

Har skærmbriller fra Dansk ErhvervsOptik antirefleks?

Ja. Alle skærmbriller købt gennem Dansk ErhvervsOptik har antirefleksbehandling, og det er med i prisen. Find en optiker nær dig.

Læs også